Sider

onsdag den 28. maj 2014

"Disko" stikbold

Forhistorien
"Disko" Stikbold eller "Stop-Dans" stikbold er en blanding imellem normal stikbold og stopdans; en leg som jeg for nyligt fandt på for at bruge musik til noget aktivt under traditionelt stikbold.
Hvad kræver legen
Legen kræver blot en eller flere stikbolde og noget musik (og evt. mere afhængig af hvad man finder på under alternative regler)
Beskrivelse af reglerne
Legen er delt op i to forskellige sæt regler, fordi den netop er et mix imellem to kendte lege/aktiviteter. Den første del er selve stikbold (eller dødbold, som nogle også kalder det), hvor reglerne varierer fra sted til sted. Men de regler jeg plejer at spille med i stikbolddelen lyder som følgende:
  • En eller flere bolde (flere fordi det udligner den fordel den gode spillere kan have)
  • Når man dør, sætter man sig et fast aftalt sted hen og bliver først levende igen, når den der skød en, dør, og således fortsætter det indtil en vinder er tilbage.
  • Når der er tre spillere tilbage er der halvbane (afhængig af banens størrelse i forvejen selvfølgelig), hvilket betyder at spillerne nu kun må spille på den halve bane. Ryger bolden udenfor banen må man selvfølgelig hente den, men i mine regler kan man godt dø, selvom man henter en bold udenfor den halve bane og bliver skudt der. Når man skal ind på banen igen, må der tages tilløb og så hoppes fra der, hvor den halve bane starter.
  • Når der er to spillere tilbage er der stadig halvbane og der må tages tre skridt med bolden (hvis man har to bolde på samme tid, må der selvfølgelig stadig kun tages tre skridt ialt og ikke tre pr. bold).
  • Når der er mere end to eller tre spillere tilbage, ophæves reglen om to eller tre spillere.
  • I spil med flere bolde, må man gerne parerer med bolden, men hvis bolden alligevel rammer en eller en anden, efter at have ramt en bold, dør man. Det vil sige at en bold teknisk set tæller som luft og ikke som gulv, vægge eller loft.
  • Når man dør og har en bold i hænderne, lægger man bolden, hvor man er (den må ikke kastes eller sparkes væk)
  • De døde bliver helt fra boldene
  • Der må ikke sparkes til bolden
  • Ved flere runder plejer det at være vinderen, der giver bolden(ene) op til nyt spil
  • Alt tæller som ramt - det vil sige hoved, skridt, hår og tøj også tæller med som ramt
  • Og så er der selvfølgelig diverse fairness regler såsom ikke tyre på kort afstand, ikke snyde osv.
Dette var mine grundregler i stikbold. Dertil kommer så nogle flere regler, som gør det til "disko" stikbold: Når musikken spiller, gælder alle normale stikbold regler, men når musikken stopper, skal man stå helt stille som i stopdans. Hvis dommeren (jeg vil foreslå den voksne) dømmer at en bevæger sig siges det, og vedkommende er "musik-død", hvilket vil sige at vedkommende er død indtil næste gang musikken stopper. Dette er ofte ikke længe en "musik-død" står og venter, men tilgengæld bliver alle som er normal død af en "musik-død" levende, præcis som hvis vedkommende var blevet skudt under normale regler.
Det lyder måske kedeligt eller besværligt, men de børn jeg legede det med forstod straks ideen, og efterfølgende gav de udtryk for at det faktisk var sjovt (f.eks. har de flere gange efterspurgt at få lov til at lege det i stedet for normal stikbold). Og det er ikke besværligt - ofte vil børnene jo kende stikboldreglerne i forvejen, og brug da disse regler jeres egne regler i stedet for mine. Selve stopdans delen er meget nemt at lære dem, og samtidig et af de steder jeg har varieret leget mest med alternative regler, som du kan læse nedenstående.
Alternative regler
Brug disse alternative regler til at krydre legen yderligere. Det er blandt andet her jeg har brugt legen med et mere bestemt formål, som f.eks. styrketræning/motion. F.eks. kan man aftale at når man er "musik-død" skal man lave ti sprældemænd, 5 armbøjninger, løbe et bestemt antal runde et aftalt sted (f.eks. i tilstødende gymnastiksal eller lignende) eller andet. Ydermere kan tingene varieres så f.eks. 0. kl. skal lave et antal, 1. kl. et andet antal osv. Når det man skal gøre så er gjort, er man med igen. Kun fantasien sætterne grænserne og min erfaring var at selv om børnene tit kom ud at lave øvelser, syntes de at det var sjovt, ergo en oplagt mulighed for at bruge det til visse pædagogiske tiltag.
En virkelig mere hardcore udgave, som jeg i skrivende stund har prøvet af en enkelt gang, er f.eks. at spille med to bolde i forskellige farver (f.eks. rød og gul), og så aftale at afhængig af hvad man døde af skulle man gøre noget (ved to bolde er der tre muligheder: bold 1, bold 2 og musikken). Her giver det selvfølgelig mening at tilsidesætte visse af de normale stikbold regler, som f.eks. at man ikke skal vente på at vedkommende, der skød en, skal blive skudt, men i stedet bliver levende, når opgaven er løst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar